Interview af Thomas Treo i Jam Magazine #57. DAS BARGELD ...den mægtige germaner... "Det er vel derfor de kalder det House-music." BARGELD KOMMER præcis på det aftalte tidspunkt - han er i stramt gråt jakkesæt, mørk skjorte og tilknappet vest og går som en mand, der ved, han ikke er hvem som helst. Han viser vej fra hotellets hall til baren i det tilstødende lokale. Han bestiller en dobbelt vodka og efter at have slået sig ned i et fredeligt hjørne i det etablissement, der udgør den stilfulde bar, tænder han en mindre cigar. Han har lagt sig ud - tager ikke længere de hårde stoffer, der var en naturlig del af det sorte midtfirsermiljø. De kindben der før sloges med håret om at være mest udstående og markante, er nu svære at få øje på. Sul på kinderne, forholdsvis diskret frisure og en lille topmave - det lader til, at vodkaen er det eneste rusmiddel der er tilbage. Det er om denne mand, at Nick Cave, første gang han så ham udbrød, at han måtte være verdens smukkeste mand. Og et eller andet sted er han sgu smuk - smuk som hans musik og stil er det i al dens fascinerende gru. Bargeld har siden starten af firserne skiftevis arbejdet som den monumentale bluesguitarist i The Bad Seeds, hvor han sammen med Mick Harvey er Nick Caves tro væbnere. Samt i de efterhånden legendariske industriel støjterrorister, Einstürzende Neubauten, hvor Bargeld er hovedkraften og den umiskendelige tysk-syngende frontfigur. Neubauten har siden den underligt oversete trilogi, storværket Interim, Tabula Rasa og Malediction fra '93 arbejdet med teater samt dans og musik-performance- begivenheder som Katarsis, der blev opført i april i Kanonhallen. Om det tiltrækkende ved arbejdet med sideprojekter som Katarsis, siger han: "De giver os mulighed for at arbejde uden for det sædvanlige cirkus, der hedder plade og turné. Neubauten har altid været et band, der arbejder meget frit hævet over mainstream og folkelighed. Det afspejler vores arbejde med film eller teater, eller hvad nu det drejer sig om. Vi har langt større frihed, end hvis vi fulgte popmusikkens mekanismer." ET LEVN Som han sidder her, er Bargeld et sært komisk levn fra en ellers svunden fortid. Han holder fast i Neubautens idealer om uafhængighed, er urokkelig i sine stålsatte meninger, vil ikke finde sig i at blive kaldt avantgarde, da ordet kommer af en "militær formation". Alligevel har han en sær charme og meget bastant tysk humor, der gør ham til godt selskab. Og så ler han som en tysk general fra en nazi-film, den slags latter der kan skræmme små børn fra vid og sans. Ikke manden man løber ind i hver dag - og så har han det med at afbryde som her.. Neubauten er det sidste band, jeg kunne forestille mig ville gå på kompromis med deres musik, er... "Det har du helt ret i." Men er I ikke tvunget til at gå på kompromis, når I opfører disse stykker hvor andre kunstnere er involveret? "Vi har egentlig kun arbejdet med teater nogle få gange som gruppe - flere gange som enkeltpersoner. Den første gang gik vi overhovedet ikke på kompromis, for vi var på ingen måde interesseret i resultatet. Vi var kun interesseret i at vores del blev god, for vi kunne ikke lide stykket. Derfor spillede vi så højt, at ingen kunne tale indover, så det hele faldt fra hinanden. Da vi lavede Faust, var det en anden ting, for vi kunne lide stykket. Vi traf den beslutning, at vi ville spille uden forstærkere, så det var muligt for skuespillerne at tale indover. I dette tilfælde med "Katarsis" har det ikke været nødvendigt at gå på kompromis." Nej, for opførelsen af den del af det to delte Katarsis, den græske tragedie "Ødipus", hvor Neubauten medvirkede, var skarpt delt op mellem dem, dansere og det finske råbekor, Mieskuoro Huutajat der også har optrådt på Roskilde Festival. Hvad der i forvejen var en tyndbenet og mildest talt fri fortolkning af "Ødipus" endte snart og vel nærmest uundgåeligt som en egentlig Neubauten koncert. Da de alene gik på scenen og gav ekstranummer, var det svært at få øje på helheden og den store sammenhæng i forestillingen. Salen emmede af, at publikum var kommet for Neubauten, der også fik det ubetinget største bifald. Bargeld uden at blinke: "Det havde jeg også regnet med. Jeg synes også om det finske kor, de er virkelig gode. Jeg kan godt li' deres disciplin, det er fantastisk på den måde... hele den optræden som et kor, samme jakkesæt og alt det. Og så er de finner. Jeg hørte John Peel sige, at finsk er det næstbedste sprog til at synge rock på. Det sagde han efter at havde hørt dem, ha ha. Finsk, det næstbedste sprog til rock." Jeg forstår på dig, at I er med i Katarsis ikke for helheden men for jeres del alene. "Det er absolut korrekt. Det er ikke noget, vi har hjertet med i på den måde. Det lød som et godt tilbud, og vi ved, at folkene bag er o.k. Så hvorfor ikke?" Med andre ord, Neubauten gør det for pengenes skyld. Gruppen sælger ikke mange plader og med en livsstil som Bargelds, skal der penge på bordet. Penge der tjenes ind på ting som dette. En uges ferie på et af Københavns dyreste hoteller med opvarter og alt betalt plus løn er ikke værst. Endvidere fortæller han, at dans aldrig har interesseret ham, og at denne og andre danseforestillinger ikke har ændret hans holdning, snarere forstærket den. STRUKTURER Til trods for sin ret specielle sangstemme, der ved "Katarsis" fungerede overraskende flot, afviser han bestemt og næsten forlegent, at han er ambitiøs på det område. Og da han skal svare på, om sangskriveriet er et område, hvorpå han er mere stræbsom, bliver han nærmest irriteret: "At skrive interesserer mig. Sangskriveri lyder som..." Bob Dylan? "Ja, det er en egenskab, jeg ikke besidder. Jeg skriver for musik, og jeg skriver i forbindelse med musik. Hvis du ser tilbage på de ting, Neubauten har lavet de senere år, vil du opdage, at det ikke har meget med sange at gøre mere. Alt opløses i strukturer." Ja, specielt på midtpunktet i '93 trilogien, "Tabula Rasa er udtrykket store lydflader, der samtidigt er mere afdæmpet og mindre skrækindjagende end tidligere. Lige undtagen afrunderen, "Headcleaner den fast strukturerede og femten minutter lange mastodont, der hører til et at Neubautens mest ekstreme og samtidigt dragende langstrakte øjeblikke,hvad også Bargeld triumferende og stolt bemærker med hans helt egne tyskengelsk. Men ellers er de blevet mere moderate med årene. "Vi bliver alle ældre, og vi har desuden ingen interesse i at gentage os selv. "Kollaps" (debuten fra '81, red.) indspillede og mixede vi på ti dage - det kunne vi sagtens gøre igen, men hvorfor skulle vi dog det? Det lader til, at hver gang vi skal lave en plade, er det sværere end den sidste gang. De tager længere tid - selvkritikken bandet bliver højere og højere." Som det andet historisk og stilskabningsmæssigt set store tyske band, Kraftwerk, er det ofte som om, musikken der produceres stammer fra et sted hinsides medlemmernes hverdag og civile liv. En slags antifolkelighed præger gruppernes stil. "Det har formodentlig noget at gøre med. at vi er trætte af at beskæftige os med ting vi kender. Jeg tror, jeg kan tale for alle medlemmerne i Neubauten, når jeg igen siger, at vi ikke vil gentage os selv. Vi har ingen interesse i at lave noget, vi har lavet før. Ej heller er vi interesserede i at lave musik, som vi har hørt andre lave, jeg har ikke bedre forklaring på det fænomen. Det er ikke noget, vi bevidst gør for at være anderledes, det ender bare altid sådan." Kraftwerk og jer har ændret musikhistorien, men hvorfor er tyske bands generelt noget frygteligt lort? "Fordi Tyskland er det største musikmarked i Europa. Ti gange større end England. Der er en masse penge indblandet, og folk falder for penge. Det tror jeg er grunden. Kig på de storsælgende bands i Tyskland, de er fornærmende kedelige. Min forklaring er, at de blot ønsker et nyt hus. De har et i byen men vil gerne ha' et på landet også. Så laver de en ny plade og køber et i Italien osv. Det er vel derfor de kalder det housemusic." Bargeldhumor i dens reneste form. KULT STATUS Sidste sommer svirede rygterne om at Bargeld havde forladt The Bad Seeds, da han afbrød turneen i USA, hvor de medvirkede ved en begivenhed, der er indbegrebet at amerikansk MTV-rock i shorts Loolapaloza touren. "Jeg medvirkede ikke på Loolapaloza touren, fordi jeg blev tilbudt at medvirke i "Faust". Det var en ret pludselig beslutning, at vi skulle spille Loolapaloza. Jeg var ikke villig til at ofre "Faust" for det. Siden har alle sagt, at det var den rigtige beslutning, jeg tog. Det havde været fuldstændigt til grin at spille 17.30 for 30.000 mennesker, der ventede på Smashing Pumpkins. Det har vi ikke brug for. Det gør vi ikke én gang til." Har du problemer med at stå i baggrunden for Nick Cave? "Nej, slet ikke, I alle lande hvor vi spiller, har jeg en form for kult status, hvad jeg gør på scenen er, hvad der forventes at mig. Hvis vi spillede steder hvor ingen kendte mig, ville det sikkert være et problem. Men det er ikke tilfældet." Er det efterhånden blevet lidt at en rutine? "Det er en rutine. jeg skal bare stå inde for min guitardel, jeg har intet at gøre med musikken. Det er en god følelse, at ansvaret nogen gange ligger på andre skuldre. Hvis jeg ikke kunne lide musikken, ville jeg ikke gøre det, men den er fremragende i dette specielle hjørne at popmusikken. The Bad Seeds har efter min mening ikke lavet nogle dårlige plader. Og angående Nick, jeg regner ham for den bedste levende sangskrivere overhovedet." Et sidste svar på spørgsmålet om hvordan fanden han egentlig har det den gamle traver, giver endnu et godt billede at denne sære germanske kolos af en outreret musiker. Du ser ud til at ha' det bedre end for ti år siden. "Det siger folk godt nok. Jeg har det med at tro dem." Einstürzende Neubauten er blevet reduceret til en kvartet efter Mark Chungs afgang, der skyldes hans arbejde med ejerskabet at musikforlaget Freibank. Gruppen arbejder i øjeblikket med nyt materiale, der forventes ude til efteråret. Bargeld omtaler det forestående album som værende endnu mere kompliceret end 'Tabula Rasa".